Vi er en gruppe ildsjæle, der gerne vil være med til at udfylde et hul i socialpsykiatrien og udsatteområdet hvor brugerne bliver inddraget på lige fod med alle andre.
En række tilbud er de senere år blevet nedlagt og har efterladt en stor gruppe mennesker uden reel mulighed for at få støtte, råd og vejledning om chancerne for at vende tilbage til jobmarkedet.
Den opgave er vi klar til at løse og du kan læse mere hvordan vi arbejder her
Hvem er vi?
Hejsa
Mit navn er John og er initiativtager til dette projekt.
I mange år har jeg drevet en række restauranter, cafeer og selskabsforretninger.
Hele vejen har der været udsatte, misbrugere, psykisk sårbare og andre borgere med udfordringer.
Fælles for alle har været, at de var mere eller mindre opgivet af samfundet.
Ved at møde dem som kolleger, stille krav og imødekomme deres ønsker til et godt arbejdsliv, er langt de fleste kommet videre i ordinært job, uddannelse, flexjob eller hvad de nu passede ind i.
Jeg tror på alle har noget at bidrage med, at langt de fleste gerne vil bidrage, men ikke får muligheden, fordi de mødes med mistro, manglende tillid og misforstået omsorg.
Har været misbruger af alkohol, piller og hash i mange år, men kom på Egeborg i 1993 og har været ædru siden og ikke rørt noget stærkere end Cola Zero.
Så jeg ved hvad jeg taler, når jeg siger, at alle har en superkraft, den skal bare frigøres og hjælpes lidt på vej.
Jeg har set det ske masser af gange, så lad os gøre det igen.
Ann 44 år
For mig er det livgivende at kombinerer min nørdethed med gastronomi sammen med socialt arbejde.
Jeg har gennem mit arbejdsliv, arbejdet meget med social udsatte og deres trivsel. Jeg har haft opgaver med at hjælpe/ føre samtaler med unge, så de har kunne finde vejen frem, det kunne være mod job, uddannelse eller personlige problemstillinger.
25 år i restaurationsbranchen kombineret med undervisning, socialt arbejde og uddannelse indenfor pædagogik, coaching, mentor, ledelse, og en 2 års uddannelse i systemiske tanker og teorier. Jeg har erfaring med at arbejde i et miljø – som køkkenchef, og som underviser på Hotel og Restaurantskolen , og i den blødere genre, for eksempel støtte til børnehjem og støtte til en kokkeskole Kenya.
Endvidere har jeg været køkkenchef på Cafe Utopia, som er en arbejdsplads for sindslidende, hvor dagligdagen, har været præget at nogle deadlines, men også at vejlede og løfte den enkelte medarbejder frem mod sine personlige mål.
Lad os hoppe ud i det , skabe en arbejdsplads, hvor der er plads til forskelligheder, samtidig med at gastronomien vægtes højt.

Sebastian Thorning
Mit navn er Sebastian.
Jeg har siden jeg var lille elsket alt hvad der omhandlede mad og madlavning, hvilket efter gymnasiet var en passion jeg valgte at forfølge, og den dag i dag er jeg uddannet kok.
Min køkkenerfaring har jeg fået fra både små a’la carte restauranter, til store kantiner og 5 stjernet hoteller. Her i blandt i flere ledende funktioner. Jeg drømmer om at kunne gøre en forskel for folk, som af den ene eller anden grund, har svært ved at finde sig til rette på arbejdsmarkedet.
Jeg vil med individuelt tilpasset krav og så en masse støtte, omsorg og anerkendelse, gerne være med til at få guidet disse mennesker i en ny og sundere retning, med øget ressourcer og troen på en positiv fremtid.
Og hvorfor ikke starte i køkkenet.?
Hvad vil vi?
Vi har alle baggrund i arbejdet med brugerdrevne Caféer i Socialpsykiatrien, der har vist sig at være en stor succes. På trods af dette, har man fra politisk side valgt at lukke flere tilbud af denne type, som del af en større spareplan. Derfor undersøger vi nu vores muligheder for at videreføre vores gode erfaringer med konkrete beskæftigelsestilbud samt en kort og overskuelig sagsbehandling i samarbejde med borgerne selv.
I mange år har Kommunens beskæftigelsesindsats været baseret på mistillid til borgerne og derfor bruges mange unødvendige ressourcer på kontrol. En tilgang som vi mener kan tilpasses meget, da vi dagligt står overfor borgere som både kan og vil arbejde.
Vi drømmer derfor om en fremtid, hvor vi kan kombinere tilbud om beskæftigelse med et højere socialt ansvar og derfor vil vi:
• … skabe meningsfulde arbejdsopgaver, der passer til målgruppens varierende behov.
•… finde løsningsmodeller, hvor vi kan effektivisere afklaringen af borgernes arbejdsevne.
•… måle vores succes på, at vores ansatte har noget meningsfuldt at stå op til.
Dette er opskriften på en beskæftigelsesindsats, der allerede har vist sig at være meget nyttig. Dog har det betyder, at vi i Socialpsykiatrien har haft svært ved at følge med den tilhørende efterspørgsel, der har været. Vi må derfor konstatere at borgerne står i kø til vores tilbud, og mange passer godt ind til, hvad vi tilbyder og fortsat ønsker at tilbyde. Vi har bare ikke haft kapacitet nok til at efterleve efterspørgslen. Dette er en indikation på, at der mangler konkrete arbejdspladser til målgruppen. Så fremfor at lukke disse tilbud, drømmer vi i stedet om at udvide dem.
Som del af projektet undersøger vi muligheden for at udfylde en leverandørrolle til Kommunen med beskæftigelsesforløb. Vi vil nytænke og forbedre samarbejdet med jobcentrene, og dermed opnå en mere strømlinet, stabil og målrettet indsats for sikre borgernes livskvalitet og for at afklare deres arbejdsevne.
Vi er overbevist om at beskæftigelse og rehabilitering går hånd i hånd, da beskæftigelse har en afgørende effekt for borgernes rehabilitering. Og omvendt giver vores erfaringer og relationer gode forudsætninger for beskæftigelsen.
Vi er generelt meget optimistiske i vores tilgang og tror på det altid er muligt at skabe succesoplevelser. I Caféerne har vi inddraget de ansatte på en måde, så de får anerkendelse, en positiv selvforståelse og dermed overvinder den stigmatisering, de ofte er plaget af.
Vores arbejdsopgaver er ansvarsfulde og rummelige, så vi stiller en række krav samtidig med at vi imødekommer borgernes forskellighed. Vores formål er at borgerne bliver styrket i en hverdag, der er præget af mere glæde, selvstændighed og stabilitet.
Vi skaber en beskæftigelse, der passer til det udviklingstrin borgerne befinder sig på. For at nå ud til så mange som muligt, stræber vi efter at tilbyde en stor variation i måder, hvorpå borgerne kan deltage. Og som udgangspunkt er det vores opgave, at borgerne føler sig velkomne til at deltage i et trygt og nærende arbejdsfællesskab med højt til loftet.
Derudover er det afgørende at borgerne føler ansvar og at de bidrager med noget overfor andre, først her er vi helt sikre på at borgerne føler sig som medborgere og en del af et socialt fællesskab. Hvilket har enorm betydning for at opbygge sociale relationer og en positiv selvforståelse.
I et tæt samarbejde med borgeren leder vi efter synergien, hvor de ansatte både trives og kan udvikles i et passende og stabilt tempo. Vi møder nemlig de ansatte i øjenhøjde og italesætter dem først og fremmest som kollegaer, men også som en del af samfundet. Derfor ses vores tilgang i forlængelse af en øget opmærksomhed omkring medborgerskab og målet omkring aktiv deltagelse i samfundet.
Blog
Kaffe med Thomas fra Scania
Disse sider på bloggen kommer til at handle om en række møder, jeg forventer at skulle tilbringe med kontakter jeg finder på Linkedin.Alle vil være personer, jeg har en tro på, kan tilføre, oplyse, klargøre eller på anden måde berige min viden og øge mit netværk med spændende, nysgerrige, dygtige og vidende personer, og kan …
Lukning af Cafe Vigør
På hjørnet af Tomsgårdsvej og Birkedommervej i Nordvest, ligger der et kulturhus med forskellige tilbud.I den bygning lå Cafe Vigør, der var et tilbud under Center nordvest og som tilbød job, uddannelse og praktikforløb for udsatte og psykisk sårbare borgere.Det var et voldsomt populært sted, der blev benyttet af alle typer mennesker, der kom for …



